Til forsiden
SitemapSitemapPrintPrint sidenIn english

Log ind

Som medlem af Kultursamarbejdet kan du logge ind her, og få adgang til de udvidede funktioner på hjemmesiden.

Bølgen v. Ulrik Skeel



Bølgen

Generalforsamling i Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland

mandag den 21. marts kl. 15 på Vedersø Præstegård

 

 

Hjertets bølger,

der pumpes regelmæssigt

ud i søerne, kanalerne, fjordene, åerne, bækkene,

ud over engen, på markerne, ind i sandet,

ned i grøfterne, på vejene,

i pytterne, rundt i kroppen,

åndedrættet er en bølge, der slår

mod denne verdens kyster, der rejser sig,

lægger sig, rejser sig,

lægger sig, roligt, nogle gange

næsten dovent, rejser sig,

lægger sig, kun lige akkurat, men hele tiden, rejser sig,

lægger sig, rejser sig nu kraftigere,

lægger sig, slår, begynder at kaste sig, råber, slår og slår nu, brøler, løber og løber og løber

og hamrer i brystet, og vejrtrækningen er

som en blæsebælg, som kæmper for at holde en ild i live, og nu stiger solen,

og varmen bølger op, der er en bølge af varm, fuld tilfredshed,

ladhed, overalt er lyset, farverne,

græsset er hedt og fugtigt, varmen er i de tunge grene,

bladene damper, blomsterne er tunge,

kan næsten ikke holde hovederne oppe,

dyrene sidder stille, alt er åbent, bølgen står

næsten stille, og det blir nat, og det blir dag,

bølgens for- og bagside, men hvad er hvad,

natten, der falder ned,

dagen, der står op, natten, der kommer imod os og hyller os ind i sit mørke,

tager os i sin favn, dagen, der trækker mørket tilbage,

dagene glider roligt af sted, en dag,

to dage, tre dage, en strøm, den ene dag ligner den

anden, men hver dag forskellig som to mennesker, to næser, to ben,

to knæ, to tænder, arme, brystkasser, hver dag sine tanker,

sine øjne, sine følelser, strømmen,

det bliver efterår, pulsen hurtigere som modvægt

til livet, der trækker sig tilbage, husene vibrerer,

kold, varm, kold, varm, stormene blæser op, skyerne løber til verdens ende,

det er en rytme, kulde, varme, lunken, småkold, hed, isnende,

det er en bølge, det er jorden, der drejer rundt,

det er bølgen inde i bølgen, hvor der igen er tusinder

af andre bølger i hver deres tempo, i hver deres retning, små hastige

bølger mod solen, store tunge slag mod Jupiter, rislende, vandrette, lodrette, skæve,

zigzaggende bølger rundt om jorden, bølgerne i

jorden, bølgerne i marken,

i skovene, i nålene, i vandmærkerne, i sivene, i bregnerne,

ind ad bildørene, ud på rattene,

ned i sæderne, i vinduerne,

i potteplanterne, parkerne, kattelemmene, havelågerne,

skotøjsforretningerne,

stationerne, klitterne, landsbyerne, gårdene,

sommerhusene,

grillbarerne, supermarkederne, kioskerne, badelandene,

gallerierne, teatrene,

museerne, bibliotekerne, skurene, de nyeste parcelhuse,

de ødelagte huse,

borgmesterkontorerne, ruinerne,

vuggestuerne, plejehjemmene,

urmagerne, kirkerne og i luften, regnen,

vinden, sneen, en bølge, som er bølgen,

ikke den, der slår

ihjel, men den, som bringer liv,

som er liv, livscyklus, liv og død, lys og skygge,

bevægelse, modning, Eros, skabelse, forandring, vækst,

livsbølgen.

 

                                                          Ulrik Skeel